Hvorfor være sprællemand, hvis man kan være noget andet? 1. udgave

Jonas Sjöström har med sin nye roman skrevet en varm og optimistisk roman, selvom den handler om ganske alvorlig sygdom. Romanen adskiller sig fra mange andre ved at være en positiv historie om sammenhold, også i dårlige tider, og en indfølt skildring af Ole og Asgers liv i modgang og medgang. Som de to hovedpersoner ofte siger til hinanden: ”Sammen er der intet, vi ikke kan klare.” Alligevel står både Ole og Asger over for en meget stor udfordring, da Asger får et langvarigt og meget voldsomt skleroseattak, som gør, at Asger selv tænker på, om han nogensinde kommer til at kunne gå igen. Det er dystre udsigter, men ingen af dem agter at give op, og ved fælles hjælp begynder de en vanskelig navigation gennem det danske sundhedssystem for at finde den bedste behandling til Asger.
Uddrag af bogen ”Ole! Ole … Oleee …! Asger sad på toilettet på første sal. Ole var lige gået ned efter et eller andet. Ole havde hørt Asger kalde og kom som skudt ud af en kanon. ”Jeg har det pissedårligt, og jeg har ondt i brystet …” Udtrykket i Oles store brune øjne stod mejslet … FRYGT!!! ”Jeg ringer efter en ambulance!!!”   Få minutter senere ankom ambulance og falckreddere. Hurtigt stod det klart, at Asger ikke selv kunne komme ned ad trappen, så de rare reddere måtte bære ham ned. Asger iagttog fra ”sin stilling” i armene på Falckfolkene, at de søde genboer så ganske forskrækkede ud – at konen sagde til manden: ”Hvad sker der med Asger?”
Om forfatteren Jonas Sjöström (f. 1976) er en dansk forfatter, der med sin debut, Livets pris, markerede sig stærkt i feltet af debutanter. Jonas behersker adskillige litterære genrer. Denne nye roman, Hvorfor være sprællemand, hvis man kan være noget andet?, der delvis er selvbiografisk, er i høj grad præget af en stærk indlevelse, en nærmest uhyggelig indsigt i egen underbevidsthed og især hans evne til at lege med ord, sætninger og fortællekunst, som får hele romanen til at blive et ætsende og hudløst portræt af familien Danmark, uddannelsessystemet, samfundet og ikke mindst sundhedssystemet. Romanens væsentlige budskab er, at uanset hvor sort det ser ud, må man aldrig give op.